
Sct. Valentins Dag - Hjerternes fest! Kom i stemning i Ballerup kirke tirsdag 14. februar kl. 17 - 17. 30.
På Valentines dag inviteres du og din kæreste til en kort stemningsfuld andagt i den gamle kirke, som i mange århundreder har dannet ramme om to menneskers kærlighed og ægteskab. Tirsdag 14. februar slår vi dørene op for jer der går i giftetanker og for jer, som måske ikke gør det.
Sognepræst Inge Meibom vil fortælle om bryllupstraditioner gennem tiderne. Vi skal høre om denne særlige dag, hvor Valentin i år 270 kom til Rom. Han var en meget mild og venlig mand, som vandt kejserens gunst. Hør om det første Valentines-kort og de buketter Valentin plukkede så mange af, til forelskede par. Valentines dag har rødder i livsmod og sans for andres forelskelse - og måske din egen!
Kom glad og forelsket i kirke og nyd det smukke kirkerum. Vi skal synge 2 bryllupssalmer og slutte med salmen "Du som har tændt millioner af stjerner". Efter den korte andagt er der et glas vin og lidt snack i våbenhuset.
Alle er velkomne - særligt forelskede!