Attester

Hvis du har mistet en attest, kan kordegnen udstede en dansk, eller dansk-engelsk attest, på attestpapir. 
Det drejer sig om: Personattest, Fødsels- og Dåbsattest (hvis man er døbt - ellers er det personattest man kan få), Velsignelsesattest, eller Vielsesattest.

Attesterne kan også rekvireres til at ankomme i din E-boks , til print i hjemmet. Du kan bestille en attest elektronisk på https://www.borger.dk/familie-og-boern/Navne-og-navneaendring/Attester, hvor du skal logge på med MitID. 
Herudover kan du rekvirere en såkaldt "registerindsigt", der er en oversigt over alle dine aktuelle og historiske registreringer i personregistreringssystemet. Denne udskrives på almindeligt papir/ikke på attestpapir

Du kan også henvende dig på et hvilket som helst kirkekontor (det behøver ikke at være der, hvor du er døbt, eller bor) og få udstedt en ny attest. Du skal medbringe billedlegitimation. Hvis du er født inden 1960, er det en god ide at ringe i forvejen, da det ikke er sikkert, at kirkebogsoplysningerne er lagt ind i det elektroniske system, og attesten kan i så fald ikke udskrives med det samme.

I nogle tilfælde kan man få brug for et sprogbilag på et EU-lands sprog. Denne kan også afhentes på kirkekontoret imod forevist billed-ID. Det er Udenrigsministeriet, der efterfølgende legaliserer attesten – se nærmere på www.um.dk 
Det er intet gebyr på nye attester. Men der kan være gebyr på legalisering, som borger selv betaler.

Der findes desuden særlige attestationer, som kordegnen kan udskrive manuelt - f.eks. attestation af dødsfald, eller af navneændring. Kontakt kirkekontoret ved spørgsmål om disse attester.